Lige her og nu får vi al dejlighedens livskraft i alle dens skikkelser serveret for os af naturen, omtrent som på et sølvfad. Ikke - gudskelov - som det afhuggede hovede af Johannes Døberen, som midsommerfesten, den oldgamle, hedenske naturfest blev viet til, da kristendommen holdt sit indtog. Men festen for Johannes Døberen slog nu aldrig rigtig an. Midsommer-festen bevarede som naturfest sin anseelse som årets anden store folkefest på højde med julen. Sådan er det endnu.
Når Solen, den uforlignelige ildkugle derude i rummet, for øjnene af os endnu en gang sætter sig øverst på sejrskamlen og lader sit lys strømme ned over os, så bruser det fra hele stadion, fra alle levende væsner i Norden af forventningens opfyldelse og fryd. Er livsdrømmen ikke fuldstændig kvalt i os, så mærker vi ved denne tid allerstærkest, hvor levende vi selv er, og må tænke på rækken af slægtled ned gennem de tusinder af år, og på den ild vi har fået lagt i hænderne og har ansvaret for at bringe videre, med livsdrømmen uskadt, til dem, som skal følge efter os.

Der er det særlige ved ilden, i modsætning til luften, vandet og jorden, at den kan vi ikke leve med, hvis den ikke er bundet. Hvor den slipper løs, er den en ulykke. Den eneste ild i ren ubunden, fri form, der daglig er synlig for os, er Solens, og den kan vi kun leve med, fordi den udfolder sig så dejligt på 150.000.000 kilometers afstand. Bevar os vel, hvis den kom tættere på.
Til daglig ser vi ellers kun ilden, når vi stryger en tændstik, fyrer op i brændeovnen og den slags. Eller ved særlige lejligheder, som nu om lidt, når vi sætter blus til vores sankthansbål. For vi drages jo også mod synet af ild. Måske fordi vi, som skabt af elementerne, hører sammen med dem og har brug for at mærke kontakten. Også ilden har vi jo i os, skjult, ligesom jorden har den skjult derinde i sin mave. 
Og ligesom katastrofen lurer, når ilden ude af kontrol bryder frem af jorden som en djævel, lurer katastrofen, når den giver sig til at brænde ude af kontrol inden i os. Så bliver også vores væsen djævelsk.

At mennesket i høj grad er i stand til at sætte verden i brand, det ved vi af erfaring. Og derom taler også midsommerfesten - fra dybet af historien og vores egen sjæl. Den taler om liv og død, om kærlighed og had, om at gøre godt og volde ondt. Den fortæller om kvindelighedens styrke, om hvor farlig denne styrke kan anses for at være, og hvor udsat for overgreb - præcis som naturen selv.

Højt placeret deroppe på bålet, har vi heksen siddende, som midsommer-festens centrale menneskefigur. Den eneste højtidsfest, hvor vi har kvindeligheden anbragt i en midterposition. Her troner hun til gengæld - men i ensomhed, og hun gør det som ondskabens symbol, mens hun venter på at blive brændt af.
Det er ikke et ritual fra den hedenske tid. Dengang havde de trolde, vætter, underjordiske, de havde elverfolk, havfruer, nøkker og nisser - men ikke hekse.
Hekse er et fænomen kristendommen har frembragt. Og som først for alvor brød ud i tiden omkring Reformationens brand i Europa, hvor djævelen forvandlede sig fra at være den lille haltefanden, der veg for et stænk vievand eller korsets tegn, til at blive den rigtige, store djævel, udstyret med et utal af hjælpere.
Det vrimlede pludselig med djævle som fluer på en sommerdag. En tysk teolog opgjorde det nøjagtige antal til: 2 trillioner, 665 billioner, 866 millioner, 746 tusinde og 664 smådjævle. Ikke noget under at folk skræmtes fra vid og sans.

Men ægte djævelske synder var egentlig kun hor og trolddom, og djævelens redskab til at lokke folk i fordærv var først og fremmest kvinden. Ved Herrens ord og brænding på bål, skulle man få bugt med Satan og hans hær, den unge forførerske, og den gamle heks, der bedrev utugt med djævelen selv. Alle mand var på vagt. Og mere skulle der ikke til for at forbinde en kvinde med Satan, end at hun brugte mund og f.eks. sagde:
        - Det skal du komme til at fortryde, efter at hun var blevet slået i hovedet med en kølle.

Selvom heksebrændingerne ebbede ud i Danmark efter godt halvandet hundrede år, så fortsatte processerne, nu mest som injuriesager, den sidste fandt faktisk sted så sent som i København i 1936.
        - Havde du levet for 500 år siden, var du blevet brændt som heks, er et udsagn mange kvinder møder fra tid til anden den dag i dag. Det siges dog som regel med godmodighed. Men det, som idag vækker heksebegrebet i hovedet på den, der bruger det, er uden tvivl det samme som i gamle dage:  En vis mangel på underdaninghed, en særlig grad af selvstændighed, kvindelighed og livsappetit,  m.a.o.: En vis ustyrlighed.

Men hvornår er heksen som symbol havnet på vores sankthansbål? Det gjorde hun såmænd først op igennem sidste århundrede. Den lutherske kristenhed, hvor jo kvinden - selv i Marias uskyldige jomfru-og moderskikkelse - var fjernet, og Faderen og Sønnen alene tilbage på tronen, har vel ikke kunnet bære at have livskraften - som altid til sankthans netop ansås for stærkest, ligesom derfor også kvindeligheden, som jo var af det onde, undtagen som hustru i mandens favn - kunne vel ikke have den til at udfolde sig så påtrængende som det, hele festens væsen drejede - og altid havde drejet sig om. Den måtte vel - også her - bringes under kontrol, og derfor brændes symbolsk.
De oprindelige, rigtige heksebrændinger knyttede sig ellers ikke specielt til sankthans. Derimod udfoldede heksene sig med særlig ihærdighed ved selv at danse om ilden den nat. Og - som vi ved - ved at flyve til fest på kosteskaft eller ildrager, vi plejer at sige: - til Bloksbjerg. 

Men det vides nu med bestemthed, at de jyske hekse drog nordpå. Den, der tog en græstørv på hovedet, kunne se dem. 
De fulgte som regel en rute op langs Jyllands østkyst, hvor jernbanen nu går. Fra Randers stak de direkte mod Skagen - mange lod sig dog af en eller anden grund færge over Mariager Fjord. Selv uden græstørv lod det sig gøre at se dem fra Hadsund færgested ved midnat, både se dem komme farende i luften og høre dem råbe: 
        - Hej, om bord.
Fra Skagen gik turen over Skagerak til Norge, hvor de forsigtige skilte sig fra og fløj til Tromskirke, mens de dristige fortsatte ud over havet, hu hej, - de kådeste slog endda et sving over Vestmannøerne, så gik det atter i hvinende fart mod Island til toppen af vulkanen Hekla, til Hekkenfeld.
Her havde djævelen sin ypperste borg med direkte adgang til helvede. I døren stod Satan og bød gæsterne velkommen ved at byde dem sin bagdel til kys. Bagved stod Fandens Oldemor, husets frue, og gjorde honnør.
Først blev der rigtig danset. Djævelen førte selv an og spillede på sin violin. Og så blev der spist, det herligste måltid. Hver heks havde en djævel som bordkavaler, tonen var meget fri, og det flød med øl og vin. Til sidst omfavnede djævelen hver enkelt heks med et favntag så vildt og voldsomt, og samtidig så vidunderligt, at det aldrig siden kunne glemmes.
Og dermed var festen forbi. De onde hekses tøjlesløse fest. Rigtig en fest for kødets lyst.

Kan der siges andet til det, end at i tidens løb er nu utallige mænd daglig fløjet lige rundt om det nærmeste hjørne til det stedlige Bloksbjerg og Hekkenfeldt. Og har konen løftet et øjenbryn, er hun blevet bedt om at skrubbe ad Hekkenfeldt til - men Fanden var løs, hvis hun gjorde det. 

Lad os fremefter give den ensomme heks deroppe følgeskab af en troldkarl. Så kan de brænde sammen i et rigtigt naturkræfternes elskovsbål, og måske være en mere fuldgyldig besværgelse af ondskaben.
Det skal være min opfordring til at forny traditionen.

Tillykke med livet alle sammen.